Foreningens aktiviteter

Medlemmerne samles hver torsdag til socialt samvær, reparation af udstyr (især elektronik) og banearbejde. Den anden torsdag i måneden er helliget kørsel på banen, hvor medlemmerne ofte selv har lokomotiver og vogne med eller kører med klubbens eget materiel. Herudover drager vi nogle gange om året på udstilling eller messe med vore udstillingsbane på seks gange 12 meter fordelt på 34 sektioner, som transporteres frem og tilbage i en lukket trailer.
Desuden samles vi i sommerhalvåret et par gange til havedag, hvor et medlem viser sit eget anlæg frem og inviterer til kørsel med medbragte lokomotiver og vogne. Endelig forsøger vi hvert år at samle tilslutning til en kort udlandsrejse til f.eks. veteran -jernbaner i Europa (Tyskland, Østrig eller Schweiz).

Klub lokale

I det store klublokale under Rundforbihallen har vi en stor bane, hvor togene både kører i normal bordhøjde og oppe under loftet. Medlemmerne har brugt tusindvis af timer på at skabe en spændende bane med forskellige stations-miljøer, bjerge og tunneler. Alt koblet sammen med mange hundrede meter (skjulte) ledninger, så f.eks. alle digitale sporskifter styres fra kontrolpulte. Til stadighed finder vi på ændringer og udskiftninger, så helt færdigt bliver anlægget nok aldrigt.

Rejse aktiviteter

Hvert år forsøger vi at samle tilslutning til en togrejse ude i Europa, hvor vi prøver veteran-jernbaner med rigtige gamle damplokomotiver. Et af de foretrukne rejsemål er smalspors-veteranbanen i Harzen, som i maj 2023 også var målet for vores første rejse efter corona-perioden.

Tur til Zillertal Østrig

I Østrig har vi (før corona) besøgt Zillertal bahn og Acensee bahn.

Tur til Harzen

Veteran-jernbanen synes at være Harzens største turist-attraktion med bl.a. en tur op til den gamle russiske overvågnings-station på toppen af Brocken. 

Tur til Køln

Rejsemålet kan også være en udstillingsmesse, som f.eks. her i Køln eller til miniatureland i Hamborg.